Ensom midt i livet

18. apr. 2015

Ensom eller??

I anledningen af mediernes store fokus på temaet ”ensomhed” for tiden, starter endnu et program op, som jeg selv deltager i. Jeg er en ud af 4 personer, der hver især fortæller sin historie om, hvordan det føles at være ensom i hele eller dele af livet.

Reaktioner fra folk, jeg i disse dage løber ind i, mangler ikke. Dels hos personer, jeg kender godt. Dels hos personer, der kender mig i bybilledet. Dels hos personer, der kun kender mig af navn; fælles for dem alle er ordene;
Du er da ikke ensom? Er du? Det havde jeg slet ikke forestillet mig?
Efterfulgt af en uendelig række forslag til sportsgrene, foreningsarbejde og andet meningsfuldt arbejde, der kan få tiden til at gå for mig!

Min opgave er ikke at overbevise dig om min ensomhed – din opgave er ikke at overbevise mig om det modsatte og ellers tak; Jeg mangler IKKE noget at lave. Jeg mangler ikke (flere) frivillige opgaver at kaste mig over – tværtimod – hvis vi absolut skal have de ”briller på”, så mangler jeg nok snarere ”ferie og fri”, men det er (måske) en helt anden historie.

Tilbage til ensomheden på TV; se nu endelig udsendelsen ”Ensom midt i livet” (der løber over de næste 3 uger). Det er en fin fortælling om et tabu, der fortjener ord. Jeg tror på, at ærlighed og dialog er vigtige veje ud af ensomhed (og andre svære livsvilkår) for langt de fleste mennesker.

Omvendt forestiller mig ikke, at ensomhed opløses som dug for solen blot ved at sige ordet højt. Ikke for mig i hvert fald! Jeg oplever det som en tilstand langt mere kompleks end både speak og kamera kan udtrykke på få halve timer i selv den bedste sendetid. En sorgfuld tilstand der hos mig rent faktisk forstærkes, når der i kølvandet af at italesætte en vigtig og alvorlig tilstand i samfundet, opstår den velkendte ”lemminge-effekt”, hvor både kendisser og andet godtfolk i næste nu nærmest falder over hinanden for i massemedierne pludselig at sige noget meget klogt om ”det nye sorte”; ensomheden!

Jeg har med min egen deltagelse i denne tv-udsendelse valgt at være åben om noget meget privat. Løfte en lille bitte flig af, hvem jeg er – ikke hvad! Jeg har satset og endnu kan jeg ikke rigtig gennemskue, om det var et godt eller dårligt valg, men gjort og gjort og det står ikke til at ændre.
Så tilbage dit udbrud; Du er da ikke ensom, Helle!?!, bliver jeg nødt til at svare; Jo det er jeg – og modig ligeså!

”Ensom midt i livet” sendes første gang onsdag d. 22. april klokken 21.00

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *